Aftensmad,  Salater

VARM NUDELSALAT MED THAILANDSK PEANUTSAUCE

Denne peanutsauce er min absolutte ynglings. Da jeg endelig er kommet helt af med min graviditetskvalme, kan jeg dele al den fantastiske madinspiration, som vi fik gennem vores 5 dages madkursus i Bangkok i sommers. Vores underviser May Kaidee er fuldstændig eminent til thailandsk mad, og vi gik derfra med en rygsæk fyldt med skønne madoplevelser.

Mad smager bare bedre, når det er hjemmelavet! 🙂 Derfor bruger jeg i denne opskrift hjemmelavet rød chilipasta, som virkelig er helt fantastisk (vi laver rød chilipasta sammen med May Kaidee på billedet ovenfor). Det er meget nemmere og kræver langt færre specialvarer, end du sikkert har gået og troet – og så smager det bare helt fantastisk og er 1000 gange bedre end de færdiglavede versioner.

Men tilbage til den fantastisk peanutsauce! Den smager perfekt igennem af dejlige Thailand – så vil du gerne lidt væk fra det triste danske blæsevejr, så er det her lige rettet til dig. Ønsker du en HCLF version af peanutsauce, kan olien erstattes af lidt vand på panden. Dog bliver det færdige resultat ikke lige så aromatisk, som med olie. Jeg vil derfor hellere anbefale dig at anvende Urtekrams moste tomater på glas istedet for både olie og tomat, da det er den bedste variant af moste/hakkede tomater på markedet.

Denne opskrift er også allerede prøvet af på min veganske mødregruppe – og den blev godkendt.

Varm nuddelsalat med thailandsk peanutsauce

Forb. tid 10 min
Tilb. tid 25 min
Ret Hovedret
Antal 4 personer

Ingredienser
  

Nudelsalat

  • 400 gram tørre nudler efter eget ønske
  • 1 spsk mørk sojasauce
  • 1 spsk lys sojasauce eller blot mere mørk
  • 2 spsk sesamfrø eller 1 spsk tahin
  • 1 tsk sukker
  • 2-3 fed hvidløg
  • 500 gram grøntsager efter eget ønske og årstid her bruger jeg gulerødder, peberfrugt, broccoli, løg og slikærter
  • 150 gram frisk eller frossen spinat, bok choy, choy sum eller lign.
  • saften fra en halv lime eller citron
  • 1 håndfuld frisk koriander
  • 1 håndfuld peanuts

Thailandsk peanutsauce

  • 1 tsk olie efter eget valg sesamolie er lækkert her
  • 1 lille frisk tomat
  • 1 tsk mørk sojasauce
  • 1 tsk lys sojasauce eller mere mørk
  • 1 tsk limesaft eller citronsaft
  • 2 tsk sukker
  • 1-2 spsk peanuts gerne usaltede
  • 4-6 spsk kokosmælk
  • 1 spsk hjemmelavet chilipasta købt kan også bruges, men den smager bedre med hjemmelavet. Se opskrift i teksten længere oppe.

Sådan gør du
 

Nudelsalat

  • Start med at forberede nudlerne. Put dem i en skål og hæld kogende vand over, så det dækker dem godt. Stil dem til side. Jeg koger ikke mine nudler, da de gerne skal være let underkogte, når de tilsættes til woken, så de kan ristes med og blive lidt sprøde frem for smattede i det færdige resultat.
  • Så er det frem med woken (eller en gryde). Tilsæt soyasauce, sesamfrø/tahin og sukker til woken. Varm det op, til det begynder at syde lidt.
  • Tilsæt da hvidløg og grøntsager. Steg grøntsagerne dejlig møre og tilsæt evt. lidt vand til woken, hvis bunden begynder at blive for tør.
  • Herefter tilsættes spinat/bok choy. Anvendes frossen spinat, røres det hele godt sammen indtil spinaten er tøet op.
  • Herefter tilsættes nudlerne (som du har drænet for vand). Anvendes frisk spinat eller bok choy tilsættes nudlerne samtidig. Rør det hele godt rundt, indtil alle nudlerne har fået en ensformig farve af den lækre marinade.
  • Herefter tilsættes citronsaft kort før servering.

Thailandsk peanutsauce

  • Tilsæt olien til en varm wok eller gryde.
  • Hak tomaten fint. Herefter tilsættes tomaten som røres rundt i olien, indtil den begynder at smatte ud og blive opløst.
  • Skru ned til laveste blus og tilsæt rød chilipasta indtil det hele er blandet godt sammen. Sluk nu for blusset.
  • Hak dine peanuts fint i en foodprocessor eller kaffekværn.
  • Tilsæt kokosmælk, finthakkede peanuts, sukker, lime/citronsaft og soyasauce til din tomatblanding. Bland det hele godt sammen indtil din sauce er tyk og skindende. Server den til nudelsalat og top med frisk koriander og peanuts.

Noter

Lav gerne en større portion peanutsauce og opbevar den i en lufttæt beholder i køleskabet i op til en uge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering