Tipos legendariske peanutbutterbars
Tipo er begyndt at elske at være med i køkkenet, og vi står derude dagligt og kokkererer – om det så er morgensmoothie, pandekager, kålchips, aftensmad eller hvad vi nu lige finder på. Han vil bare så gerne være med, og vi elsker at have ham med. Noget af det han synes er allersjovest at bruge er foodprocessoren! Han kan helt selv styre den, og så larmer den en masse. Jeg fandt derfor på, at vi skulle forsøge os med at lave nogle energibare i den, som en hurtig snack til os, når vi er på tur. De blev så vellykket, at vi igen lavede dem til hans fødselsdag og sidenhen har lavet dem adskillige gange.
Vi startede med at lave dem på både dadler og figner. Da endte barerne ikke med at være helt så søde, som vi godt kan lide dem, så det fik vi hurtigt afbalanceret med lidt ahornsirup. Vi har sidenhen lavet dem på udelukkende dadler, og her bliver den ekstra sirup helt overflødig! Der var barerne fuldstændig, som de skulle være – helt uden brug af sødemiddel. Eksperimenterer dig gerne frem selv. Vi smager altid løbende på dejen og tilpasser undervejs.
Det er solsikkekernerne (og evt. peanuts), der vil give peanutbutterbarerne lidt ekstra crunch, som bare er drøn lækkert! Så vær gerne en smule forsigtig med ikke at få dem blendet for meget
- 2 dl havregryn
- 1 dl solsikkekerner eller rispops
- 1 dl peanutbutter
- evt. ⅕ dl ahornsirup (godt hvis du også bruger figner)
- 100 gram dadler (iblødsættes en time før brug ved tørrede dadler)
- 100 gram figner (iblødsættes en time før brug - eller flere dadler)
- 1 tsk vanillepulver
- 1 tsk kardemomme
- 1 tsk kanel
- en håndfuld syrlige bær
- evt. 1 dl peanuts
- evt. lidt kokos til pynt
- Start med at varme peanutbutter langsomt op i en gryde under omrøring. Tilsæt hertil sirup (hvis det bruges) og bland det godt. Peanutbutteren skal have en mere flydende konsistens, så det lettere fordeler sig godt ud i dejen i food processoren. Nu tilsættes alle ingredienser på nær syrlige bær og kokos til en food processor. Pulser nu ingredienserne sammen, til de er en sammenhængende masse. Pulser dog ikke for længe, da dejen gerne må være lidt grov i sin tekstur. Beklæd en flad beholder/fad på ca 24 cm i diameter med bagepapir. Pres herefter dejen ud i bunden, til det bliver en ensformig flad masse. Top massen med kokos og syrlige bær, som trykkes let ned i dejen. Stil dejen på køl i minimum 20 minutter. Det går stærkest i fryseren. Så snart den er kold, kan den forsigtigt tages op af beholderen/fadet og skæres i aflange firkanter. Nu kan de spises!