Børnemad,  Kage,  Morgenmad

SUND(ERE) FØDSELSDAG MED PANDEKAGELAGKAGE – DE PERFEKTE BANANPANDEKAGE

Det er så vildt at tænke på, at min lille bitte søn allerede er et helt år gammel! 😀 Det er slet ikke til at forstå <3 Det sidste år er bare fløjet af sted og har ubetinget været det bedste i mit liv. Jeg har glædet mig helt vildt til den her dag. Det er en milepæl på så mange punkter – været mor i et helt år, ammet i et helt år og har haft en lille fyr i mit liv, som lige pludselig kom ind og tog pladsen som den absolut vigtigste i hele verden!

På hans fødselsdag skulle der selvfølgelig også være en dejlig lagkage. Vi har introduceret mad for ham ud fra principperne baby-led weaning, samtidig med at maden har været vegansk, uden raffineret sukker og så med de gense forbehold over for f.eks. hele nødder, for meget spinat etc. Alt det skulle lagkagen selvfølgelig også leve op til 😀 Hertil ville jeg gerne fylde den med alt mulig lækkert, som jeg allerede ved, at Tipo er helt vild med. Så det blev bær, mynte (han kan spise mynteblade som snack herhjemme haha) og mørk chokolade.

Siden vi flyttede midlertidigt til Holland har jeg haft succes med at lave nogle utrolig lækre og luftige bananpandekager. Opskriften kom lige til mig en tidlig morgen og er siden blev finjusteret lidt hen af vejen. Tipo ELSKER dem og guffer dem i sig med stor velbehag (men alt med banan er også et hit hos den lille fyr). Så da det kom til at skulle lave en sund og børnevenlig udgave af lagkage uden raffineret sukker, fandt jeg det oplagt at bruge min pandekageopskrift, så jeg også var helt sikker på, at han ville elske resultatet.

Lagkagen her bliver noget mindre i størrelsen end en traditionel lagkage (men så får du til gengæld også 3 af dem). Du kan også vælge at lave en stor, tyk pandekage af opskriften. Dog syntes jeg, at det bliver for bastant og tungt til min smag. Desuden var det genialt lige at kunne give Tipo sin egen lagkage at guffe af, som ikke var alt for stor.

Sund(ere) pandekagelagkage – de perfekte bananpandekager

Forb. tid 10 min
Tilb. tid 20 min
Ret Dessert, Morgenmad, Snack
Antal 12 pandekager til 3 lagkager

Ingredienser
  

Bananpandekager

  • 4 modne bananer
  • 4 dl plantemælk jeg bruger gerne havremælk
  • 4 dl fint hvedemel eller fint speltmel
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 tsk vaniljepulver kan undlades eller udskiftes med vaniljesukker

Fyld til pandekagelagkagen

  • 4 dåser fed kokosmælk kan evt udskiftes med vegansk piskbar
  • Friske bær efter ønske her bruger jeg hindbær og gojibær
  • Mørk chokolade i flager kan undlades
  • Frisk mynte eller citronmelise kan undlades
  • evt æblemos, bærkompot eller nøddesmør

Sådan gør du
 

  • Laver du lagkage med kokosflødeskum skal du starte med at sætte dine dåser med kokosmælk på køl. – gerne dagen før de skal bruges.

Bananpandekager

  • Det vigtigste med disse pandekager er at gøre dem så luftige som muligt. Start med at blende dine bananer til en hel lind mos (evt. med en håndmikser).
  • Tilsæt herefter de resterende ingredienser og pisk dejen dejlig luftig med en elpisker i nogle minutter. Konsistensen skal være til den flydende side i forhold til almindelig pandekagedej.
  • Varm herefter en pande op til middel/lav varme. For mig fungerer det fint at stege pandekagerne på en tør pande, men du kan også tilsætte en smule fedtstof, så du er sikker på, at de ikke sætter sig fast.
  • Fordel 2-3 spsk dej i hver pandekage, så du lige præcis har plads til 2 pandekager på panden.
  • Pandekagerne skal først vendes, når der begynder at komme luftbobler i dejen, som ikke forsvinder (ca. 3-5 minutter).
  • Steg dem herefter færdig på den anden side, til de har en flot gylden farve.
  • Lad pandekagerne køle helt ned, før du samler din lagkage. Der vil være til 3 små lagkager med 4 pandekager i hver.

Samling af lagkage

  • Imens pandekagerne køler ned, tages kokosmælken ud af køleskabet uden at ryste dem. Det tykke lag skal gerne ligge for sig selv øverst i dåsen. Skrab det forsigtigt ud uden af få noget af vandet i bunden med og put det op i en kold skål.
  • Pisk kokosmassen let og luftig med et piskeris, og smag den evt til med revet citronskal eller vanilje.
  • Nu kan lagkagen samles. Start med en kold pandekage, herefter smøres den med lidt æblemos, nøddesmør eller bærkompot og toppes med kokosflødeskum. Gentag processen 3 gange.
  • Top det øverste lag med bær, chokolade, frisk mynte eller andet godt.
  • Nyd den kold og lækker – gerne med fingrene 😉

Jeg håber, at i vil nyde lagkagen lige så meget som han gjorde – den var mildt sagt en kæmpe succes, tog kun en halv time at lave og super lækker!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering