SELVSTYRET LÆRING I STEDET FOR SKOLE – HVORFOR LADE BØRNENE STYRE DET SELV?

En af de første kommentarer, jeg støder på, når jeg fortæller, at vi unschooler (efter “hvad er det?”) er i stil med “hvis det var mine børn, ville de aldrig lave noget af relevans eller lære noget, hvis de bare sådan selv kunne bestemme”. En tilgang, som bygger på en tro på, at børn ikke selv er i stand til at lære, men skal presses og undervises for at opnå tilstrækkelig uddannelse. Men det er langt fra sandheden. Børn har en indædt og helt naturlig lyst til at lære og lærer på bedste vis gennem livet, hvis vi giver dem plads, tid og mulighed for det.

Den korte grund til, at vi har valgt at hjemmeskole vores børn og fravælge pensum og læringsplaner, er derfor, fordi jeg ønsker, at mine børn skal lære en masse – og blive ved med at have lyst til at udforske og lære op gennem deres barndom og ind i voksenlivet. Virker det en smule selvmodsigende? Lad mig uddybe.

Helt grundlæggende ser jeg læring ske bedst og mest naturligt, når mine børn har lyst til læring og ikke mindst føler et medansvar. Vi ser det tydeligt i vores børn, når de stadig er små. Her føler vi endnu ikke et press for at de lære “nok”, men kan lade læring ske naturligt. I takt med at de bliver ældre, begynder vi at føle presset for at sikre, at de er i stand til at følge med alle de opstillede forventninger, de pålægges fra samfundets side alt efter alder. På grund af det press gennemgår vores relation til vores børn et ret pludseligt (fra barnets perspektiv) og betydeligt skifte – i særdeleshed hvis man hjemmeskoler. Vi går fra at opfordre dem til at udforske verden omkring dem på stort set egne præmisser, til at fortælle dem, at vi nu vil overveje, vurdere og bestemme, hvordan de skal gøre, lave og ikke mindst lære. Særligt fra vores børns perspektiv skifter vi nu fra forældre, der hjælper dem med at lære det de naturligt hælder til, til lærere/undervisere, der fortæller dem hvad de skal lære, uanset om de finder vigtighed eller relevans i emnet eller ej. Men det er ikke fordi, at vi rent faktisk har brug for det skift for at sikre, at vores børn vil lære det de har brug for. Ej heller har de brug for at gå i institution og blive undervist for at lære. Den støttende og opmuntrende rolle, vi som forældre har haft op til dette punkt, har fungeret upåklageligt. Vores børn har allerede lært at gøre alle mulige vigtige og svære ting med os ved deres side. Samtidig kan reaktionen fra barnet på ændringen i relationen være negativ og igen sætte en kæp i hjulet for læring.

Det mine børn fortsat har brug for er, at jeg støtter og opmuntre dem. Derfor er det, jeg i sandhed skal være, en guide, som ser dem præcis som dem de er og kan facilitere viden og redskaber for dem, så de på egen hånd kan udfolde sig. Jeg skal se dem som de unikke individer de er. Kende dem bedre end nogen anden og vide, hvilken læring og udforskning som lige præcis de finder spændende og givende ud fra deres interesser.

At prøve at stille mig op og forsøge at undervise mine børn i et forudbestemt pensum vil fra mit perspektiv heller ikke være den mest effektive måde for dem at lære på. Først når børn er åbne, klare og finder interesse i emnet, vil de være i stand til at modtage den viden de bliver præsenteret for. Et forudbestemt pensum, hvor børnene ikke finder lyst og medansvar, vil få indlæringen til at gå langsommere og være en langt mere smertefuld oplevelse for os alle. Er mit barn ikke klar til at tage imod det, jeg lægger ud, kan det ikke være længere fra den mest effektive form for læring for dem.

Det betyder også, at jeg i mit hjem (også selvom jeg har flere børn) er meget bedre i stand til at lade mit barn lære det, han skal lære, når han er klar til at lære og modtage netop den viden. Så snart børn føler et ansvar, en selvstændighed og en parathed er nøgleelementerne klar til ægte læring, som sætter sig fast og giver mening for barnet. Den vigtigste forudsætning er, at mine børn føler ejerskab over det, der sker. De skal føle sig som en aktiv del af læringen for at se mening i resultatet, og de skal selv være nået til et sted, hvor de føler sig klar til at gå i gang.

Hvorfor vi ikke selv som forældre føler, at vi kan undervise vores børn frit, til trods for at have gået 10 år i skole

Når de fleste bliver forældre, tænker de ikke, at de skal være ansvarlige for deres børns uddannelse. Det er op til ’eksperterne’. For hvordan kan vi vide, hvordan man uddanner nogen? Hvad giver os retten til at undervise vores børn selv? Hvordan skal vi overhoved vide, hvad vi skal gøre?

Vi burde alle sammen kunne undervise vores børn, hvis vi har gået igennem skolegang og bestået 9. klasse, ikke? Altså i teorien. For så burde vi jo have tilstrækkelig med viden til at kunne forstå og formidle den selv samme viden videre til vores børn ved at undervise dem. Så hvorfor er det lige, at jeg mener (og de fleste forældre føler), at det faktisk ikke er noget vi kan? Foruden problematikkerne omkring ændringen fra forældreskab til underviser af vores børn som beskrevet ovenfor er det mest af alt fordi, at forholdene, hvori man er bestemt til at skulle lære i en skolesetting, sjældent stemmer overens med det tidspunkt, hvor vi selv som børn ville have været klar til at modtage den læring og føle ejerskab og mening i at lære netop det, som blev undervist. Netop derfor er vi så mange voksne mennesker, som efter endt skolegang vil have svært ved overhoved at bestå simple prøver indenfor emner, som vi blev undervist i. Undervisningen satte sig simpelthen ikke fast, for vi var ikke klar, følte ikke ejerskab og så ikke mening i den. Ind af det ene øre og ud af det andet. Vi var ikke klar til at lære de specifikke aspekter af det specifikke emne på de specifikke dage, hvor de var planlagt at blive undervist for klassen. At være til stede, når undervisningen finder sted, giver ikke automatisk læring.

Hvad der betyder allermest i forbindelse med læring for vores børn er derfor, hvorvidt barnet er interesseret, klar og engageret i emnet, som bliver taget op. At de kan sætte farten ned og gå tilbage, hvis de ikke fik det fulde billede med, frem for blot at må følge videre med klassen. At de er interesseret nok til rent faktisk at ville undersøge og udforske emnet. At de har friheden til at lære emnet på deres egen måde og i eget tempo. At de kan koble emnet til det levede liv omkring dem. At de er klar og i stand til i det øjeblikke emnet tages op at udforske og være med. Og ikke mindst at de kan stoppe igen, når interessen ikke længere er til stede eller de mener at have lært nok, for så igen at kunne tage emnet op igen senere. Intet af det kan lykkes, hvis det er os, som beslutter, hvornår specifikke emner skal fremlægges og undervises for barnet. Det er derfor i min optik børnene selv, som skal på banen. Det er børnene selv, som skal bestemme, hvilke emner de vil engagere sig i, hvornår de vil engagerer sig og i hvor lang tid. Frihed giver ansvar. Ansvar giver ejerskab. Ejerskab giver engagement. Engagement giver læring. Den frihed fik vi ikke selv som børn. Men hvordan kan selvstyret læring for vores børn så se ud i praksis?

Selvstyret læring giver mulighed for uendelig læring

Undervisningen af børn ses ofte som separat fra barnet selv. Det er noget der udvikles, bestemmes og struktureres af voksne for derefter at blive givet til barnet. Men den gode uddannelse og optimale læring er ikke noget separat fra barnet selv, men noget som allerede er at finde inde i barnet. Noget som udvikles af barnet i takt med, at de rigtige mennesker hjælper barnet med at få adgang til, bearbejde og udvikle den viden.

At dette kan ske kræver, at barnet er klar til at lære, er åben for læring, og at det fysiske og mentale miljø er sat op til optimal læring for barnet. Netop de forhold er vores ansvar som forældre at skabe.

Frit oversat fra John Taylor Gatto (mange anbefalinger af hans bøger om emnet);

Du er ikke en ekspert, hvis opgave det er at fylde børns hoveder med ekspertise. Din opgave er at fjerne de forhindringerne, der kan opstå, som kan hæmme barnets indædte evne til at udvikle sig og opnå læring og viden på egen hånd.

Nogle gange mærker jeg frygten for ikke at gøre nok eller undervise dem på højt nok niveau, som et efterladenskab fra min egen skoletid og samfundets forventninger. Men jeg ved, hvor det kommer fra, og jeg ved, at mine børn og jeg vil gå glip af en masse ægte læring og tilknytning, hvis jeg giver efter for presset. Så hvad jeg i sandhed ønsker (og er top kvalificeret til at være) er deres guide. Men hvordan gøres det i praksis?

Som eksempel på forskellen mellem at undervise og guide mine børn kan vi f.eks. kigge på om jeg ville være i stand til at undervise mine børn i trigonomitri fra en tavle gennem pensum og undervisning? – Narh, for at være helt ærlig er det måske ikke det område, hvor jeg er super skarp. Men ville jeg kunne hjælpe min søn med at finde de ressourcer, som han har brug for for at lære og anvende geometri på et hvilket som helst niveau og i relation til et hvilket som helst matematisk emne, som interesserer ham? Ja!

Kan jeg dikterer alle skelsættende øjeblikke i verdenshistorien for at lære mine børn om store historiske begivenheder? Helt sikkert nogle, men langt fra alle. Men kan jeg dykke ned i ethvert emne i menneskehedens historie, som han finder interessant sammen med ham og på den måde måde give os begge en større forståelse for menneskets historiske udvikling samt redskaber til at opsøge og opnå viden indenfor området på egen hånd, som han efterfølgende kan tage med sig videre i hans fremtidige interesser indenfor historiske emner? Ja!

Det er i min optik nemlig slet ikke så vigtigt hvad de lærer, men hvordan de lærer, om de er passioneret omkring deres læring, motiveret, engageret og allermest om de er glade og i trivsel i deres hverdag.

“From a developmental perspective, it doesn’t actually matter what children choose to focus on as they shift to mastery learning. The higher-order skill they are practising is how to learn effectively. Once they know how to do that, they can apply it to different situations.” – Noami Fisher, Changing Our Minds

Dog vil jeg gerne her understrege, at det faktisk kan være en rigtig god og vigtig ting at have undervisere i vores liv. Selvom det muligvis bryder med det jeg hidtil har skrevet, er det dog meget vigtigt lige at få med inden kritikken kommer rullende. Selvstyret læring føre ofte til et sted, hvor barnets videre udforskning af emnet kan nyde gavn af at have en med evner/kompetencer involveret. Fx kunne et barn have opnået et vis niveau på klaveret på egen hånd, men kunne få rigtig meget ud af at tale med en erfaren musiker eller pianist og trække på den persons erfaring på forskellig vis gennem en til en lektioner eller feedback fra personen. Her er undervisningen bevidst opsøgt grundet et formål hos barnet selv frem for fremlagt af andre for barnet. Den her form for mentor-skab kan være utrolig brugbart og givende for barnet.

Det er derfor ikke nødvendigvis sådan, at vi altid vil kunne lære alt vi har lyst til på egen hånd til vores fulde potentiale uden at trække på mentorer i vores liv. Men vi kan lærer, hvordan vi opsøger viden om emnet f.eks. gennem mentorskab. Eksempelvis lærer vores ældste om robotvidenskab på Teknologiskolen en gang om ugen, spørger bibliotekaren til råds omkring bøger og emner han finder interessant på biblioteket, stiller detaljerede spørgsmål omkring konstruktion og opbygning til sin ingeniør-far etc. Alle eksempler på læring fra mentorer som er sket for barnet på netop det tidspunkt, hvor han var klar til at modtage den. Alle mennesker har evner og viden som de kan dele, og at lære af hinanden kan være en helt naturlig del af livet gennem de relationer vi har eller opsøger omkring os. Undervisning og læring er derfor ikke sameksisterende. Men når et barn ønsker vejledning fra en med evner, viden eller passion om emnet, vil det være helt naturligt at introducere dem for netop det.

Det handler mest af alt om tillid til mine egne evner som forælder

At være lærer eller guide for mine børn giver derfor en vigtig forskel i tilgangen til viden og læring i mine børns hverdag. Min opgave er derfor ikke at sikre, at mine børn bliver undervist. Min opgave er at hjælpe dem med at opsøge læring på egen hånd – med mig som deres guide (/facilitator) ved deres side. Sagens kerne er derfor, om jeg ønsker, at mine børn skal gives viden gennem undervisning eller om de skal opsøge viden selv med min hjælp. Hvilket igen bygger på forskellen mellem, om undervisning er noget, som skal organiseret uden barnet og derefter gives til barnet, eller om man er våget nok til at tro på, at ens børn er motiveret nok til at udforske verden og tilgå al den viden de har brug for selv med os forældre som støtte.

“The people who are horrified by the idea of children learning what they want to learn when they want to learn it have not accepted the very elementary psychological fact that people (all people, of every age) remember the things that are important to them – the things they need to know – and forget the rest.” – Daniel Quinn

Vi skal ikke være uddannede lærere for at hjemmeundervise vores børn. Det press vil vi aldrig kunne leve op til. Uddannelsen til lærer er en profession fuld af læringsplaner, evner og viden, som er nødvendig, når man skal undervise en klasse med 25 forskellige individer på 25 forskellige niveauer ud fra et forudbestemt pensum. Men når vi som forældre vælger et liv uden brug af institutioner, kommer helt andre faktorer i spil. Ingen kender vores børn bedre end os. Ingen ved, hvad der motiverer dem, frustrerer dem eller får dem til at fordybe sig mere end vi gør som deres forældre. Ingen er bedre stillede til at hjælpe netop vores børn med at opdage verdenen omkring dem på en måde, der fungerer for netop dem, end vi er. Jeg er ikke kvalificeret til at undervise et klasseværelse fuld af børn. Det, jeg kan tilbyde, er én til én opmuntring, inspiration, vejledning og hjælp til at finde de informationer og ressourcer, som mine børn har brug for for at udforske og lære, hvad de er interesserede i. Det kan jeg! Det er jeg mere end kvalificeret til!

Netop når vi anser, at det vigtige ved en uddannelse ikke er det pensum, der undervises i, men de evner, som tillæres af barnet selv, fjerner det også bekymringerne som kan opstå omkring, hvorvidt børnene nu også lære det, som de har brug for for at fungerer i samfundet som voksne. Alt, hvad der er essentielt for at kunne fungere som individ i samfundet, vil på naturlig vis opstå gennem livet. Motivationen bag at ville lærer disse færdigheder vil dermed også automatisk opstå gennem det levede liv. jeg ser ingen grund til at lærer færdighederne, før de har relevans i livet. Mest af alt fordi, at det netop er, når de har relevans, at de læres bedst, barnet er mest engageret og ikke mindst føler et selvansvar og har den motivation, der skal til for at lære. 

Der er bare ingen sammenligning mellem evnen til at styre sin egen læring og fordybe sig i sine passioner og administrationen af et standard-pensum til 25 børn ad gangen i et klasseværelse. Den ene er ekspansiv, levende og motiveret læring, den anden er restriktiv, endimensionel og ofte ensformig. Jeg ved, hvad jeg ønsker, at mine børns oplevelse af læring skal være. Jeg ved, hvilken der vil tænde kærligheden til læring i dem, som vil vare ved og være en langt bedre forberedelse til livet end at huske fakta og emner, de er ligeglade med. Jeg ved, hvem jeg vil sætte min lid til for at give den form for uddannelse, de ønsker. Mig.

Ja, jeg stoler på mig selv. Jeg stoler på mit barn. Ingen andre er bedre til den her opgave end os. For det er kun mine børn og jeg i fællesskab, der kan tilbyde den type uddannelse, som de ønsker. Skoler er måske eksperter i læseplaner, klasseledelse, test og masseundervisning, men jeg er eksperten i mit barn og min familie. Derfor tilgår jeg mine børns uddannelse med udgangspunkt i selvstyret læring og fri leg. Masser af leg!

FØLG MIG PÅ FACEBOOK OG INSTAGRAM OG FÅ ENDNU MERE INSPIRATION TIL ET BÆREDYGTIG OG VÆREDYGTIGT FAMILIELIV.