Børnemad,  Morgenmad

QUINOAGRØD MED PEANUTBUTTER OG BANAN

Det var egentlig en lidt sjov måde den her opskrift kom til verden på. Efter en laaaang nat, hvor min søn besluttede sig for at vågne kl 3 og løbe en masse krudt af i 2 timer, var jeg godt træt om morgenen. Jeg ville derfor lige lave en hurtig morgenmad og håbe på, at han snart ville sove en god lang middagslur sammen med mig… Uden jeg opdagede det fik jeg fingrene i en pose quinoa i stedet for havregryn – og jeg opdagede det først, da jeg havde blandet det med både banan, havremælk og peanutbutter 🙂 Så jeg besluttede mig for at prøve det af. Det blev enormt godt! En lækker, fyldig, mættende, cremet og sød grød, som både min søn og jeg var helt vilde med. En super dejlig og velsmagende luksusmorgenmad ovenpå sådan en nat, som lige gav mig overskud nok til at pynte den med lidt frugt og tage et par billeder, så jeg kunne dele opskriften med jer 🙂 Sidenhen har vi lavet den igen og igen. Den holder os mætte utrolig længe!

Min kæreste er også meget begejstret for den.

Den tager lige liiiiidt længere tid at lave end en traditionel havregrød. Men det er så til gengæld en super lækker, nem og sund morgenmad. Okay det er havregrød også – men den her udgave er bare lige lidt mere luksuriøs 😉

QUINOAGRØD MED PEANUTBUTTER OG BANAN

Tilb. tid 20 min
Ret Morgenmad
Antal 2 personer

Ingredienser
  

  • 2 dl Quinoa
  • 4 dl havremælk (eller anden plantemælk eller vand)
  • 1 moden banan
  • 1 spsk peanutbutter eller anden nøddesmør (kan evt. helt undlades)
  • 1 tsk knuste hørfrø (alternativt chiafrø eller hampefrø)
  • 1 tsk knuste sesamfrø (kan helt undlades)
  • Frisk frugt som topping (efter eget valg – syrlige frugter går godt til)

Sådan gør du
 

  • Fremgangsmåden er utrolig simpel – især hvis du er vandt til at lave havregrød.
    Mos bananen godt med en gaffel og hæld den i en lille kasserolle.
  • Tilsæt herefter de resterende ingredienser og bland dem godt med en træske eller piskeris.
  • Sæt kasserollen under middel varme og rør løbende rundt i den. Når grøden så småt begynder at koge, kan du skrue lidt ned for blusset.Nu skal den have lov til at stå og småkoge i ca. 15 minutter, hvor du løbende rører lidt rundt. Tilsæt evt. mere plantemælk, hvis grøden bliver for tyk.
  • Når grøden har den ønskede konsistens, og quinoaen er kogt godt igennem, kan du smage den til – evt med lidt salt.
  • Serveres lun gerne med lækker topping som frisk frugt. Smagen er meget tung, fyldig og sød, så syrlige frugter som f.eks. appelsin eller æble giver en rigtig god kontrast til smagen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering