KIAS GLUTENFRI GNOCCHI
Lækker glutenfrie gnocchi er perfekt til din næste italienske middag.
Vi havde middag med min skønne søster Kia og hendes dejlige kæreste. Morgenen forinden skrev min søster, at hun havde lyst til nogle lækre gnocchi – så det blev aftenens middag 🙂
Første gang jeg fik gnocchi, smagte det som en stor klump dej i mundet. Ikke særlig lækkert! Men dem her smager lige som de skal – af små luftige kartoffelpuder. De er tilmed glutenfri, så alle kan være med. Gnocchi bliver uden tvivl en super lækker spise, når man følger nogle få og simple anvisninger.
Er du vild med det italienske køkken, så er disse små lækre gnocchi helt sikkert noget for dig. De består af 2 simple ingredienser, som du sikkert allerede har i dit køkken. Så skynd dig at gå igang – kan du ikke komme til Italien, så må Italien komme til dig 😀
Du skal bruge:
800 gram kartofler (gerne store og flotte)
2-3 dl fuldkornsrismel eller boghvedemel (evt. kamutmel eller hvedemel for glutenudgave)
Start med at varme din ovn op til 180 grader. Tag herefter dine kartofler og fordel dem ud på en bageplade. Prik små huler i hver kartoffel med en gaffel. Bag kartoflerne i ovnen i ca. 1 time. De er færdige, når du ubesværet kan føre en kniv eller gaffel igennem dem. Du kan også vælge at koge dine kartofler møre – der skal du dog regne med at tilsætte mere mel til dejen længere nede i opskriften. Skær dem herefter over til små kartoffel-sommerfugle og lad dem køle af i 5 minutter, så de ikke er alt for varme at arbejde med.
Pil dine kartofler og pres dem igennem en sigte eller riv dem fint på et rivejern. Placer herefter kartoffelmosen på dit køkkenbord. Ælt din revet kartoffel og mel sammen – tilsæt melet lidt ad gangen til massen er sammenhængende, fast og ikke klistrer mere (det er ikke sikkert, at du skal bruge alt melet). Når din dej har den ønskede konsistens, kan du dele den i 4 og rulle hver del til en lang pølse på ca. 2 cm i diameter. Herefter kan du med en skarp kniv skære små gnoncchi på 2 cm ud af dejen.
Nu kan du gøre dine små fine gnocchi til små mesterværker. Tag en gaffel og rul hver enkelt gnocchi hen over, som vist på billedet herunder, så de bliver super smukke og rillede. Du kan også vælge at springe dette trin over.
Bring herefter en stor gryde med vand i kog og tilsæt en smule salt. kom dine gnocchi i af flere omgange. Jeg plejer at koge 15 gnocchi af gangen. Dine lækre gnocchi er færdige, når de flyder op til overfladen. Lad dem gerne være i overfladen i ca. 30 sekunder, før du tager dem op. Så er de helt perfekte. Fisk dem op med en hulske, så væsken ikke kommer med. Server dem dejlig varme sammen med den perfekte tomatsauce, gærflager og basilikum.
Den perfekte tomatsauce:
4 hvidløgsfed
2 store håndfulde frisk basilikum inklusiv stilk
2 spsk smagsneutral olie (det er ikke en del af den endelige sauce)
2 spsk tomatpure
1 spsk saltreduceret grøntsagsboullion (jeg bruger herbamare)
680gram moste tomater (svarende til urtegrams moste tomater på glas)
1 tsk sukker
100 gram frisk spinat
evt. gærflager til servering
Det vil passe perfekt, hvis du starter med at lave saucen, mens dine kartofler til gnocchi er i ovnen. Start med at dele din basilikum op i stilk og blade. Skær herefter stilkene ud i små stykker og skær dine hvidløg meget fint (gerne gennem en hvidløgspresser). Varm en gryde op og tilsæt olie, hvidløg og basilikumstilke. Svits hvidløgene dejlig gyldenbrune i 2 minutter. Herefter flytter du alt hvidløg og basilikum hen i den ene side af gryden og tipper gryden, så alt olie flyder ned i den anden side af gryden. Nu kan du med en stykke køkkenruller suge alt olie op af gryden. Herefter tilsættes tomatpure, som blandes godt med hvidløg og basilikumstilke i ca. 1 minut, før de moste tomater, sukker og grøntsagsboullion tilsættes. Rør det hele godt rundt, skru ned for bluset og put låg på gryden. Lad nu din tomatsauce stå og småsimre i ca. 15 minutter – eller indtil kartoflerne er færdige i ovnen. Imens hakkes basilikumblade (på nær nogle enkle til anretning) og spinat fint. Tilsæt basilikum og spinat til tomatsaucen og lad saucen simre i yderligere 3-5 minutter. Smag retten til med basilikum og peber. Server den dejlig varm ovenpå dine gnocchi. Top retten af med gærflager og frisk basilikum.