EN HELT FANTASTISK HJEMMEFØDSEL

Jeg blev stærkt inspireret af skønne Nina, som med hendes hjemmefødselsberetning gjorde det klart for mig, at det er super vigtigt at få fortalt om alle de positive og helt fantastiske fødsler, som selvfølgelig også er. Vi skal have fjernet fødselsfrygten hos gravide! Ja, det kan gå galt – men det kan også gå helt vildt godt, hvilket det oftest også gør. En fødsel er en fantastisk livsbekræftende, overvældende og for mig helt fantastisk oplevelse. Ja, du føler smerte, men arbejder du med den, vil den hjælpe dig gennem fødslen, frem for at slå dig helt ud.

Da jeg var gravid, fik jeg oftest alle de svære fødsler af vide, og folk kunne snakke længe om alt, hvad der kunne gå galt. Det er satme ikke særligt opløftende af høre på, når man som gravid ved, at den eneste ting, man bare ikke kan komme udenom, er fødslen – barnet skal jo ud 😉  Det er derfor uhyre vigtigt at få flyttet fokus over på alt det fantastiske ved fødsler, så kvinder i højere grad vil glæde sig til den helt fantastiske oplevelse det er at føde et barn frem for at føle frygt. Jeg håber, at min fødselsberetning vil kunne være med til at flytte fokus. Det er uden tvivl det største i en kvindes liv – og det er fantastisk (helt fantastisk) at føde sit barn.

Forinden fødslen havde både Niek og jeg gået til fødselsforberedelse hos Mamaprofylax, hvor fokus er på sammenspillet mellem mor og partner under fødslen. Det gjorde for os en enorm forskel, hvor jeg hele vejen gennem fødslen kunne mærke Nieks tilstedeværelse og følte, at fødslen var VORES oplevelse frem for noget, som jeg skulle igennem. Hertil lærte vi om laboro-vejrtrækning og hvordan man afspænder kroppen under veerne, hvilket jeg flittigt fik brugt hele vejen gennem fødslen.

Samtidig var hjælpen fra min mor, som også er professionel fødselshjælper, fuldstændig uundværlig. Jeg kan kun anbefale at have en fødselshjælper/doula med til sin fødsel. Især hvis du føder i KBH kommune, da en fødselshjælper vil være med dig hele vejen gennem fødslen, hvor jordemoren først bliver sendt, når du er i aktiv fødsel. Og når man ikke har prøvet at føde før, så er det super rart at have en med sig, som bare ved, hvad der foregår! 😀

Fødslen starter faktisk allerede d. 26.02, hvor jeg har veer i nogle timer. Dog gik veerne i sig selv igen. Jeg troede også bare, at det var kraftige plukveer, for jeg havde jo aldrig mærket veer før, så hvor skulle jeg vide det fra 😉 Jeg havde også haft kraftige plukveer i halvanden uge og var allerede (uden at vide det) omkring 3 cm åben, da jeg så gik i fødsel for alvor, ved at vandet gik…

D. 29.02.16 – fødslen starter med et smæld

Kl. 19: Jeg mærker et stort smæld lige til højre for navlen. Det gør ikke ondt, men føles meget mærkeligt. På det her tidspunkt er jeg alene hjemme i vores lejlighed på Amagerbro og ligger på vores sofa og slapper af efter en dag i min mødregruppe med masser af is-prøvesmagning (fra det skønne ishus Nice Cream i Elmegade – tjek det ud!). Smældet forskrækker mig så meget, at jeg springer op af sofaen og råber ud i stuen ”hvad sker der, hvad sker der, hvad sker der?”. Jeg løber ud på badeværelset for at se, om mit vand er gået, men der kommer ikke noget. Rundtosset af adrenalin ringer jeg til min mor, som er fødselshjælper. Vi bliver enige om, at det må være de 2 ud af 3 fosterhinder, der er gået, nu hvor der intet vand er kommet. Inden vi lægger på, når hun lige at sige for sjov ”Gad vide om du ikke ringer lige om lidt, og så er vandet gået?” efterfuldt af et hyggeligt grin – hvilket blot var en “for-sjov-bemærkning”, men senere viste sig at være rigtig.

Jeg ringer herefter til Niek, som befinder sig på Sydfyn hos sine forældre, og siger ”Bare rolig, jeg er ikke i fødsel, men mine 2 fosterhinder er vist lige gået, så jeg går nok i fødsel indenfor de næste par dage”. Han når stort set kun lige at sige ”Når for dævlen…”, før jeg igen spæner op af sofaen og råber ”Der er vand, Niek! Der er vand, Niek!”, imens jeg løber ud på badeværelset med en lang stråle af klart væske efter mig. Nu begynder mine hænder også af ryste af ren adrenalin og spænding. Niek virker til at forholde sig forholdsvis rolig til situationen (han har senere fortalt, at det er rent skuespil), hvilket er godt, for det var ikke lige noget jeg kunne finde ud af… Han beder mig om at tage en dyb indånding og vi prøver sammen lige at forstå, at det er nu det sker – vores baby vil ud til os! Efter en 5 minutters tid bliver vi enige om at lægge på, så jeg kan ringe til min mor og fortælle, at mit vand er gået, og han kan hente sin mor og fortælle det samme – begge vores mødre skal nemlig med til fødslen.

Jeg ringer efterfølgende til min mor, som vil spise færdig og komme ud til mig. Vi bliver enige om, at jeg lige kunne ringe ind til fødegangen og fortælle, at vandet var gået, nu jeg skulle have en hjemmefødsel. Jordemoren i telefonen var utrolig sød og guidede mig igennem min første meget milde ve. Vi blev enige om, at jeg bare skulle ringe tilbage, når veerne var regelmæssige og med 3 minutters mellemrum.

Kl 20: Jeg blev tidligere enig med Niek i telefonen om at sætte en god Disney film på for at få tiden til at gå. Det fik jeg dog aldrig gjort, da adrenalin og fostervand gjorde det umuligt for mig at overskue. Så det blev ”Kender du typen?” på DR1. Efter at have siddet og overhovedet ikke kunne fokusere på programmet ringer min søster meget entusiastisk op til mig og fortæller, at min svoger er kørt af sted mod mig med min mor. Imens begyndte mine veer at tage til, og jeg må stoppe samtalen et par gange for lige at fokusere på vejrtrækning – til stor underholdning for min søster, som bare synes, at det er det mest fantastiske i verden. Jeg kunne nærmest høre hende storsmile igennem telefonen. Da det ringer på døren, rejser jeg mig op og efterlader en stor pøl af fostervand på gulvet – UPS… Hvilket blot får min søster i telefonen til at blive endnu mere entusiastisk og udbryde ”Nyd det! En fødsel er den bedste undskyldning man kunne tænke sig for at få lov til at tisse på gulvet!”

Jeg har løbende taget tid på mine veer og viser det til min mor, da hun ankommer. Hun siger, at veerne er godt i gang men langtfra regelmæssige endnu. Der er 3-7 minutter imellem og de tager omkring 30-45 sekunder. Hun beder mig derfor om at lægge mig ned og slappe af og spise noget mad. Jeg havde heldigvis lavet en stor portion rissalat med tahin dressing til min mødregruppe, som langtfra var spist op. Så det får jeg langsomt guffet i mig, imens jeg sætter vores fødselsplayliste på. Dog havde vi valgt beroligende lyde af vand, hav og regn. Det var satme ikke særlig beroligende, og jeg fik brokket mig lidt, hver gang de afspilninger kom på. Der skulle rigtig musik til! 😉  Imens gik min mor helt instinktivt i gang med at rydde op, tage opvasken og bage fødselsdagsboller. Løbende snakker jeg med Niek i telefonen, imens veerne intensiverer.

Kl. 21: Niek og hans mor ankommer, og jeg får et chilipaster på lænden. Niek går også i gang med at masserer min lænd under veerne. Efter kort tid føles det som om, at veerne aldrig rigtig stopper, men bliver siddende i lænden. Mine veer føles som kraftige og varmende menstruationssmerter, som starter i lænden og langsomt bevæger sig frem foran på maven og tilbage igen. Dog slipper de aldrig rigtig i lænden på dette tidspunkt. Det var det djævlens chiliplasters skyld! Varmen føltes som svage veer, der sad fast, og jeg havde svært ved at slappe af imellem de rigtige veer. Jeg får taget plasteret af (av!) og beder om at få noget koldt på lænden. Min mor henter en skål med koldt vand og nogle klude, som på skift bliver lagt på lænden, imens Niek masserer. LÆKKERT!! Samtidig fokuserer jeg på de vejrtrækningsteknikker, som vi lærte hos Mamaprofylax. Niek trækker vejret sammen med mig under veerne (hvilket virkelig hjælper) og aer og masserer min krop mellem veerne.

Nu begynder veerne også at tage til. Jeg kaster over 2 gange al den lækre rissalat op under veerne (hvilket faktisk er rart, da man så er tvunget til at fokusere på noget andet end intensiteten fra veerne), og min krop begynder at skælve helt vildt. Det tager min mor meget afslappet og fortæller, at det er veerne der tager til, og kroppen der samler energi. Det var simpelthen så underligt at skælve over hele kroppen. Særligt benene gik helt amok. Både min mor og Niek forsøgte at holde dem nede. Jeg fandt det så underholdende, at jeg begyndte at sige sjove lyde med min rystende stemme. Altid godt med lidt underholdning. Nieks mor fandt det i hvert fald ret sjovt, da jeg kan se hende smile ud af øjenkrogen 🙂

Veerne er nu regelmæssige med 3 minutter imellem og varede over 1 minut. Vi ringer derfor ind til fødegangen, som ville sende en jordemor ud til os, men som ellers tog det meget stille og roligt, da jeg jo var førstegangsfødende… Imens går Niek og hans mor i gang med at fylde fødekaret op – for jeg vil føde i vand 🙂 Niek løber mellem mig med veer og karet i mine pauser, hvor min mor er ved mig.

Kl 22: Så er karet klar, og jeg når lige at udbryde ”Den der epidural… jeg vil ikke have den… men hold nu k*ft den ville være lidt rar!”. Hvorefter min mor siger ”Der er vidst en, som er 7-8 cm åben, hva’?” efterfuldt af et stort smil. Jeg begraver blot mit hoved ned i puden på sofaen. Under hele forløbet, før karet er fyldt færdig op, ligger jeg på knæene helt foroverbøjet over 3 kæmpe puder på sofaen eller ned på siden med en pude mellem benene. Alle andre stillinger fungerede bare ikke.

Så kommer jeg endelig op i karet. Det var helt fantastisk lækkert. I karet ligger jeg også foroverbøjet på knæene med overkroppen over karets kant. Jeg havde af en eller anden mærkelig grund valgt at ligge med hovedet hen mod vores tøjskab, som har et stort spejl som facade. Så jeg lå og så på mig selv i karet – til stor irritation! Så jeg begynder at bede de andre om at flytte karet, hvilket jo er pænt umuligt. De andre morede sig da også lidt over, at jeg ikke engang overvejer blot at flytte på mig selv. Det tænker man ikke over, når man har veer 😉

Kl. 23: Mine veer er nu blevet meget kraftige, og jeg begynder at bede de andre om at trykke på en ikkeeksisterende pause-knap. Smerten er stor men hverken for voldsom eller overvældende. Jeg kan godt være i den og arbejde med den. Niek kommer op i karet til mig og begynder at lave vejrtrækning sammen med mig under veerne, imens han masserer min lænd. Imellem veerne bruger han også god tid på at fortælle mig om, hvor fantastisk jeg klarer den og hvor vidunderligt det bliver, når vores lille fyr kommer ud, imens han kysser mig alt, hvad han kan. Han ved præcis, hvad han skal gøre for at berolige mig og gøre mig tryg, da det var noget vi trænede og “visualiserede” til fødselsforberedelseskurserne – som igen virkelig kan anbefales! Det gør en kæmpe forskel, og jeg ligger derfor og smiler imellem mine veer. Det får også sat mit oxytosin-niveau op, som får smerterne til at lette.

Jordemoren er stadig ikke kommet, så min mor ringer fødegangen op, som fortæller, at hun er på vej, men kommer hjemmefra og lige skulle ud på fødegangen og hente udstyr.

D.01.03.2016 – nu går det bare stærkt

Kl. 00: Der var nu gået lang tid siden vi fik at vide, at jordemoderen var på vej. Veerne var på deres max og jeg brølede, imens jeg havde dem. Det hjalp virkelig at sætte lyd på. Veernes længde og intensitet gjorde, at vi synes det var på tide at ringe til fødegangen igen for at høre, hvor vores jordemoder blev af. Hun havde været forbi hospitalet for at hente sine ting og var i en taxa på vej ud til os. Det er Niek, der snakker med dem inde på fødegangen. De spørger ham, hvor langt jeg er og om vi gerne ville have, at jordemoderen ringede til os fra taxaen. Men vi mener godt, at vi kan klare den. Jeg havde jo ikke pressetrang endnu. Niek aflevere mobilen til min mor, da jeg får en stor ve. Min mor tror, at hun har lagt røret på, og de andre begynder at tale om, at det er for dårligt, at jordemoren ikke er der endnu, og at de burde ringe igen. Imens vi (uden at vide det) stadig har dem i telefonen, begynder jeg at få pressetrang, hvilket jeg råber ud i rummet. Pludselig lyder det fra telefonen ”jeg er her stadig”. Vi aftaler med dem i telefonen, at jordemoderen gerne må ringe til os fra taxaen. Jeg forsøger imens at undgå at presse.

Jordemoren ankommer ca. 15 minutter senere og stiller sit udstyr op, hvorefter hun beder om at lytte til barnets hjertelyd. Imens hun forsøger at lytte til barnet får jeg en presseve. Jordemoren kan tydelig se på mig, at jeg skal presse, og vælger derfor at mærke, hvor meget jeg har åbnet mig, frem for at starte med at lytte til barnet – hvilket også var umuligt under veerne. Den var god nok. Jeg var 10 cm åben, men barnets hoved var ikke nået helt nede i bækkenet. Jeg skulle derfor holde lidt igen og i stedet gispe under veerne. Hun vil også gerne have, at jeg prøver lidt forskellige stillinger af for at få barnet til at bevæge sig ned. Jeg forsøger at lægge mig om på ryggen og nyde vandet. Det går ikke særlig godt, og jeg ender hurtigt om på knæene igen. Efter kort tid vil hun gerne have mig til at tisse af for at få lidt ekstra plads til barnet, så jeg måtte op af vandet og ud på badeværelset. Veerne bliver lidt værre af at komme op af vandet, og jeg får 2 presseveer, som jeg forsøger at gispe mig igennem ude på toilettet. Det lykkedes desværre ikke helt og jeg presser lidt samtidig med, at jeg gisper. Jeg kan samtidig ikke få tisset af. Efter et kvarters tid kommer jeg ind i karet igen. DEJLIGT!

Kl. 01: Jeg ligger igen på knæene med kroppen over karets kant (det er bare en god stilling!) og gisper mig igennem veerne, samtidig med at Niek får mig til at tage dybe vejrtrækninger imellem veerne. Nu har hovedet også fået flyttet sig godt ned i bækkenet, og jordemoren spørger, om Niek ikke vil prøve at mærke. Det vil Niek gerne og er stadig i dag pave stolt over at være den første, der rigtig rør barnet hud mod hud, for jordemoren havde jo handsker på! 😉

Nu kan jeg få lov til at presse (hvilken lettelse) 😀  Jeg gisper stadig det meste af veen, og presser kun, når veen er på sit maks. Her kan jeg da lige indskyde, at presseveer er fantastiske, når man kommer fra de andre langt mere intense veer. Man får rent faktisk lov til at arbejde sammen med kroppen, hvilket er en kæmpe forløsning. Der går da heller ikke lang tid, så vil hovedet ud. Hold nu mavle for en følelse. Lige præcis den følelse af hovedet, der kommer ud (det sviger), er hvad jeg husker allerbedst fra hele fødslen. DET ER SÅ VILDT! Jeg begynder også at brøle højt under de 2-3 veer det tager at få hovedet ud. Jeg brøler ikke fordi det gør ondt, men fordi det er den vildeste følelse nogensinde!

Da hovedet er ude kan jeg høre de andre snakke løs om, hvor fantastisk barnet ser ud med masser af hår på hovedet. Jeg kan selvfølgelig intet se, men mærker da lige efter og kan mærke hans hoved mellem mine ben. Pludselig kan jeg også høre Niek, som stolt siger ”Jeg vil tage imod!” Jeg blev både overrasket og pave stolt og glad. Selvfølgelig skulle han da tage imod vores barn. Tiden fra hovedet er ude og til næste ve føles utrolig lang, men det var det nok ikke i virkeligheden. Endelig kom den sidste ve, og jeg får presset på livet løs. Jeg kunne tydelig mærke, hvordan hele hans krop kommer ud – og pludselig var der intet tryk tilbage.

Kl. 01.28. Jeg vender mig rundt i karet, imens jeg svinger benet op over vandet, og lige der i vandet ligger han! Den smukkeste lille dreng med Nieks store hænder omkring sig. Jeg udbryder helt impulsivt ”Jamen, der ligger jo en rigtig baby i vandet, Niek!”. Jeg får stille og roligt fat i ham, og med hjælp fra Niek tager jeg ham op i mine arme. Han er super smuk, lille og ligger og kigger rundt. Jeg bliver lidt bange for, at han ikke har sagt noget endnu, men det er jordemoren overhoved ikke, da han er meget livlig og opmærksom og kigger lystigt rundt. Der går heller ikke mere end 1-2 minutter, så kommer der lyd på. Den skønneste lille babylyd, som til gengæld bare bliver ved og ved og ved. Den starter som rigtig gråd, men bliver hurtigt til en kluklyd, som til gengæld fortsætter de næste mange timer til stor underholdning for både min mor og jordemor. Han snakker virkelig bare en hylens masse. Den dejligste lyd! Efter at have fået ham op i min favn vender jeg mig om og hen mod Niek, og der sidder vi i vandet og holder om vores barn, imens vi bare kigger og kysser på hinanden.

Lidt tid efter kommer vi alle 3 op af vandet og lægger os i sengen. Jeg holder godt om vores barn, og Niek holder om mig. Den lille fyr finder hurtigt mit bryst og begynder at die (vildeste følelse første gang – som på en eller anden måde føltes velkendt, selvom jeg aldrig har ammet før), imens jeg føder moderkagen, som jordemoren efterfølgende viser frem til os. Da vi havde bedt om sen afnavling, er det først nu navlen bliver klippet, hvilket Niek også står for. Jeg skulle efterfølgende ikke syes – en stor lettelse! Jordemoren tilskrev al min effektive gispen under presseveerne æren for det 😉

Efter jordemoren havde kigget lidt på mig, spørger hun, om vi har et navn til den lille fyr. Jeg kigger på Niek og siger, at han da meget godt ligner det, som vi havde snakket om var favorit, og Niek siger stolt, at det er lille Tipo, vi sidder med <3 Han er en lille og lækker fyr på 3050 gram og 49 cm lang.

Fødsel var hård – men langt fra så hård, som jeg havde frygtet, og langt bedre, end jeg havde ture håbe på. Den tog 6 1/2 time fra vandet gik og til han var ude, og det var hele vejen igennem en fantastisk oplevelse, som jeg aldrig ville være foruden! Hele processen var ufattelig livsbekræftende, og jeg følte mig som den sejeste urkvinde 😀 Det var helt sikkert kombinationen af den fantastiske tilstedeværelse, som Niek havde under hele fødslen, kombineret med den ro, som min mor kunne skabe ved at vide præcis, hvad der foregik under hele forløbet, der gjorde min fødsel til så fantastisk en oplevelse.

Men mest af alt var det den smukkeste lille fyr, der få sekunder efter at være kommet ud af min krop kigger mig dybt i øjnene og på en og samme tid virker så fremme, ny og velkendt, som gjorde oplevelse fuldstændig ubeskrivelig smuk og overvældende. Nu er han endelig ude hos os, og vi elsker hvert sekund og knuselsker ham hele vejen til månen og tilbage igen! 😀  I dag er Tipo 2 måneder gammel, og jeg gør hellere end gerne det hele en gang til, når så dejligt et menneske kan komme ud af det!