Bagværk,  Børnemad

DE BEDSTE VEGANSKE GULERODSKAGEMUFFINS

Så har Tipo været på spil igen 🙂 Han er for tiden i muffin-humør og elsker at lave dejen i food processoren og efterfølgende forsigtigt hælde den op i formene. Det har jeg udnyttet! Så vi har brugt de sidste 2 uger på at perfektionerer vores egen hjemmelavede opskrift på gulerodskagemuffins.

Vi har været igennem adskillige forsøg og er nu nået i mål. De her muffins er svampede, saftige og søde. Faktisk gik de først fra rigtig gode til fantastiske, da vi skiftede hvedemelen ud med speltmel. Det giver et langt bedre bid og en perfekt krumme. Jeg vil også virkelig anbefale at spise de her lækre muffins uden frosting på, som en hurtig og nem kage. De smager super godt.

Når Tipo laver dem i food processoren, bruger vi ikke knivbladet, men det bløde blad til at lave f.eks. flødeskum. De gør vi mest af alt for, at gulerodsstykkerne ikke bliver for små. Man kan sagtens (og med fordel) lave dejen i en stor skål i stedet. Det har jeg faktisk mistænkt for at gøre dem bedre… Men det er ikke lige så sjovt for en 2 årig, som når man laver en masse larm med maskiner 😉

DE BEDSTE VEGANSKE GULERODSKAGEMUFFINS

Forb. tid 15 min
Tilb. tid 20 min
Ret Dessert
Antal 16 muffins

Ingredienser
  

Gulerodskagemuffins

  • 500 gram fint speltmel
  • 2,5 dl kokossukker eller rørsukker
  • 1 tsk bagepulver
  • 1/2 tsk natron
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk stødt kanel
  • 1 tsk stødt muskatnød
  • 2,5 dl frisk appelsinjuice svarende til saften fra 1-2 store friske appelsiner
  • 1 dl smagsneutral olie så som oliven eller rasp
  • 1 spsk æblecidereddike
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 5 store flotte gulerødder
  • 1 dl rosiner kan undlades

Frosting

  • 2-3 dl drænet plantebaseret yogurt eller plantebaseret smagsneutral smøreost, Oatly fraiche eller Alpro go on
  • 2 spsk ahornsirup eller anden sirup
  • 1/2 citron både revet skal og saft herfra

Valgfri pynt

  • 12 store og friske jordbær

Sådan gør du
 

Gulerodskagemuffins

  • Sæt ovnen til 180 grader.
  • Start med at rive dine gulerødder (her bruger vi funktionen på food processoren til netop det) og stil dem til side.
  • Bland først alle de tørre ingredienser sammen i food processoren.
  • Herefter blandes de våde sammen i en lille skål og tilsættes til de tørre. Det hele blandes godt sammen.
  • Herefter kan revet gulerod og rosiner vendes i dejen.
  • Smør 16 muffinforme med lidt fedtstof (eller brug muffinforme af papir). Fordel herefter dejen ud i formene. Dejen skal gerne fylde lidt mere end ⅔ af formene.
  • Bag herefter dine muffins i 18-20 minutter, indtil du kan stikke et grillspyd eller smal strikkepind igennem, uden at der sidder dej på.

Frosting

  • Imens dine muffins bager, kan du lave frosting. Pisk din drænede plantebaserede yoghurt (eller Oatly fraiche/Alpro Go On) sammen med ahornsirup og skal samt saft fra en halv citron.
  • Smag herefter din frosting til efter smag. Den vil være en smule flydende og har derfor rigtig godt af at komme i køleskabet, imens dine muffins køler af.
  • Fordel din frosting ud på dine afkølede muffins. Herefter kan du eventuelt toppe dem af med et smukt jordbær.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering