Børn i køkkenet – madglæde og kropsautonomi

Jeg er blevet spurgt, om ikke jeg kunne have lyst til at skrive lidt om at have Tipo med i køkkenet, hans passion for mad og hvordan man selv kan starte ud med at inddrage de små i madlavningen. Hvis du følger mig på instagram (særligt hvis du ser mine stories), viser jeg stort set dagligt videoer og billeder af Tipo, som laver, spiser eller snakker om mad. Han ELSKER mad. Han elsker at spise det, lave det og ikke mindst udforske nye teksturer og smage. Så det vil jeg selvfølgelig mægtig gerne skrive om! 😉 Han er netop fyldt 2 år, men forklaringen på Tipos enorme madglæde ligger helt tilbage fra måden vi introducerede mad for ham og hvordan vi forholder os til mad, kropsautonomi og spisevaner… Forbered jer på videospam 😀

Vi har fra starten givet Tipo kontrol over sine egne spisevaner. Ved introduktion af mad, da han var 6 måneder, valgte vi at undgå at fodre ham med ske og i stedet selv lade ham styre hans madindtag. Denne metode kaldes også Baby Led Weaning, og den har jeg skrevet meget mere om her. Det hænger tæt sammen med vores syn på det at spise, drikke og sove. De er alle grundlæggende menneskelige behov. Hvis børn ikke selv får lov til at styre, hvornår de vil spise, drikke og sove, da vil de have svært ved at mærke efter deres egne behov og kunne få en følelse af magtesløshed, når de bliver lagt i seng uden at have lyst til eller være trætte nok til at kunne sove, skal spise op selvom de er mætte etc. – de står uden mulighed for kontrol og skal bare “makke ret”. Børn fortjener at spise, når de er sultne, drikke, når de er tørstige, og sove, når de er trætte – på samme måde som, at de skal kunne tisse og lave stort efter behov. Alt hvad vi skal gøre som forældre er at støtte dem i at mærke efter hvilke behov de har. Det kan vi gøre ved at vise, at vi forstår dem og hjælpe dem med at få opfyldt de behov. Eksempelvis i forhold til mad kan det gøres ved at have masser af sundt mad og snacks klar til dem – og lade dem udforske og lege med det. Derfra kan børnene mærke efter i kroppen og give udtryk for deres behov. Vi behøver ikke presse dem for at spise op eller styre deres madindtag. Et sundt og raskt barn vil, når barnet mærker efter i egen krop, ikke lade sig selv sulte – på samme måde, som at barnet ligeledes vil falde i søvn, når barnet er træt. Som forældre er det bedste vi kan gøre at have tillid og tro på, at barnet godt kan selv. Hermed vil det styrke både barnets tro på sig selv og automatisk også forældrenes tro på barnet, da forældrene vil se, hvor kompetent barnet er til at mærke og følge egne behov.

“In terms of how much they eat, then, children seem to have a remarkable capacity for self-regulation. Unless, that is, we try to run their bodies for them. Two nutritionists in Illinois conducted a fascinating experiment a few years ago. They observed 77 children between the ages of two and four, and also learned how much their parents attempted to control their eating habits. They discovered that those parents who insisted their children eat only during mealtimes (rather than when they were hungry), or who encouraged them to clean their plates (even when they obviously weren’t hungry), or who used food (especially desserts) as a reward wound up with children who lost the ability to regulate their caloric intake.” -Alfie Kohn

For os gav det mening at starte ud med at have huset fyldt med sundt og nærende mad, som vores søn frit kunne vælge imellem. Vi går meget op i at spise sundt og nærende mad i hverdagen, og på den måde behøvede vi ikke at gå op i, hvad han valgte at spise, da alle alternativer var lige sunde og gode. Fraværet af slik og sukker kan gøre, at vi som forældre hviler mere i at overlade barnets madvaner til barnet selv. Har vi selv søde sager i hjemmet fra tid til anden, hviler vi dog stadig i at lade Tipo vælge selv, og det har været fascinerende at se, hvordan han også nogle gange af sig selv har valgt sunde alternativer til i stedet. Vi havde dog ikke sukkerholdigt mad eller raffineret sukker i hjemme før Tipo var over 18 måneder og har stadig kun sjældent usunde fødevarer i hjemmet. Netop for at give os roen og hvile i at lade ham vælge sin mad helt selv.

Tipos selvvalgte frokost. Avokado, frisk broccoli og sukkerfri æblemos.

Ved at presse et barn til at spise mere, når barnet giver udtryk for at være mæt, smage nye ting barnet ikke har lyst til eller på anden måde presse barnet ved udtryk som “du må ikke gå fra bordet, før der er spist op” eller “bare to bider mere af broccolien, så må du gå” viser vi barnet, at vi ikke har tillid til, at barnet selv kan styre sin egen krop – vi respekterer ikke barnets kropsautonomi. Forestil dig, hvis det var din kæreste eller ven, der pressede dig på samme måde ved spisebordet. Hvis min kæreste pressede mig ved ikke at ville lade mig gå fra bordet eller frarøve mig dessert, fordi jeg ikke spiste op, ville jeg blive stiktosset. Den samme frustration har barnet, og den samme frihed, som jeg har, skal mit barn selvfølgelig også have <3 Jeg ved, at det er drøn svært som forældre at lade barnet styre selv, da vi meget ofte får at vide og skoles i, at barnet ikke er i stand til selv at styre eller kende sine behov og give udtryk for dem. Og som forældre vil man sit barn det bedste. Man kan derfor ende med at gå den vej, som anbefales af allemulige andre, i stedet for at lytte til sig selv og sit barn. Ingen andre er bedre til at lytte til barnets krop end barnet selv – skarpt efterfuldt af barnets forældre. Jeg har selv arbejdet meget med det, det er en proces, og jeg er langtfra perfekt. Men jeg kan se, hvordan det virkelig giver pote hos min søn gennem hans store passion for mad. Vi KAN stole på at vores børn er i stand til at kontrollerer deres egen krop og spise, når de er sultne. Giv børnene så meget autonomi som muligt. Mad handler om at nære vores egne kroppe, ikke om kontrol eller at tilfredsstille andre (aka sine forældre).

Alt det indbefatter også, at lade dem spise, når de er sultne, frem for at lægge faste planer om morgenmad, frokost og aftensmad uden fleksibilitet. Selvfølgelig tilbyder vi altid Tipo mad, når vi selv spiser, og han elsker at være med til at lave det og ikke mindst spise det. Men bliver han sulten før, lader vi ham ikke vente, og er han ikke sulten, når vi spiser, behøver han ikke spise noget. Han skal lære at mærke efter i sin egen krop og føle selvstændighed. Vi har til gengæld altid gode og sunde snacks klar til ham (særligt hirsepops og avokado står højt på hans liste for tiden), som han frit kan få, når han har lyst. Så behøver jeg ikke står og kokkerere i køkkenet hele dagen, hvis vi nu ikke lige er sultne samtidig. Noget andet vi gør, og som kommer til udtryk på min instagram, er at lade ham lave sin egen mad og altid tilbyde ham at være med, når vi laver mad.

Hvordan vi startede med baby i køkkenet

Det er selvfølgelig ikke en forudsætning, at man skal have det som jeg, når det kommer til børn og mad, for at have sine børn med i køkkenet. Et barn opvokset med skemad vil selvfølgelig også finde stor glæde i at være med til madlavningen, ligesom et barn opvokset med BLW. Dog finder jeg graden af og behovet for kontrol hos den voksne, som værende vigtig at tage med videre ind i køkkenet, når barnet er med. Det bliver simpelthen ikke sjovt for barnet (eller den voksne) at lave mad, hvis alt skal gøres på en bestemt måde fortalt af forældrene, der ikke må svines og barnet skal “passe på” hele tiden. For at madlavningen bliver rigtig sjov, skal forældre give slip og lade barnet svine, lege og udforske maden med alle sine sanser. Vi skal selvfølgelig være til stede og støtte, men samtidig give slip på bekymringerne. Lidt ligesom når ens børn kravler i træer. Børnene kan komme til skade, men har så godt af at udforske, at vi lader dem klatre, samtidig med at vi står klar til at hjælpe og guide, hvis de får brug for det. Tipo kan selvfølgelig komme til skade, når han bruger elpiskeren (han er dog aldrig kommet mere til skade i køkkenet end da han brændte sig en lille smule på sin ene finger, da han ramme kanten af en varm gryde), derfor står jeg hos ham og er klar, hvis det bliver nødvendigt. Men jeg blander mig ikke i det han gør, så længe der ingen farer er og han har styr på det. Her sagde min mor faktisk noget klogt forleden. Det er tydeligt, at Tipo selv er helt overbevist om, at han sagtens kan piske med elpiskeren, stavblenderen, røre i gryden etc, for han har aldrig fået andet af vide. Så hvorfor skulle han ikke kunne det? Overgangen til brug af elektriske køkkenredskaber kom også meget flydende, da han først rigtig fik interesse for dem, da han samtidig var stor nok til at administrere dem i det små (ved f.eks. at tænde for blender eller food processor), imens vi stod klar og støttede ham.

Vi havde på en måde Tipo med i køkkenet allerede før han selv kunne lave noget eller spiste fast føde. Oftest havde vi ham i vikle på maven eller ryggen, når vi lavede mad (Læs mere om vores brug af vikler i hverdagen her). Derfra kunne han dufte, se og sanse de forskellige ingredienser, og han har altid haft en forkærlighed til larmende genstande – hvilket gjorde blenderen og morgensmoothie særligt spændende (find inspiration til sunde morgenmadsopskrifter her, her, her og her). Før han fik fast føde fik han også ofte lov til f.eks. at sidde med en ske og en skål og spejle hvad vi gjorde i køkkenet. Fra han har kunne sidde selv (hvilket har passet fint med at han også så småt begyndte på fast føde), har han fået lov til at sidde og “tage opvasken” i vasken eller sidde på bordet ved siden af os og udforske ingredienser, imens vi lavede maden. Derfra er det langsomt gået frem til, at han puttede ingredienser op i blenderen, juiceren eller foodprocessoren, og måske endda trykkede på start knappen – til stor begejstring.

Lidt eksempler på forskellige pizzaer pyntet af Tipo, da han var omkring 12 måneder gammel.

Pizza – et nemt sted at starte

Et af de retter vi fandt det nemmest at starte ud med var pizza. Tipo har pyntet pizza fra han var omkring 10 måneder gammel. De er også en af de retter, hvor det lidt mere “rustikke” look kun får maden til at se bedre ud 😉 Prøv for eksempel denne her hummuspizza. I starten lavede vi pizzabund, hvorefter han kunne putte tomatsauce på og pynte med grøntsager ofte både før og efter pizzaen har været i ovnen (for en pizza smager altså bare lige lidt bedre, når der kommer en god dressing og friske krydderurter på efter den har været i ovnen). Langsomt er han blevet inddraget mere og mere i takt med hans motoriske udvikling og vores overskud. Nu som 24 måneder blander han ingredienserne til dejen, ælter dejen, ruller den ud, laver tomatsaucen i en kasserolle og pynter pizzaen. Vi hjælper ham undervejs, som han føler behov, og ellers skære vi blot grøntsager ud og putter pizzaen i ovnen for ham. Han elsker det. Det er også utrolig givende rent finmotorisk og lærer ham at holde fokus i længere tid med en selvvalgt opgave.

Nemme køkkenredskaber for børn

Der er ingen børn, som er helt ens. Så det er ikke til at sige, om det, som har virket hos os, vil virke hos andre. Dog vil jeg mægtig gerne give lidt erfaring videre i, hvad jeg har fundet nemmest at overlade til Tipo, når vi laver mad i køkkenet sammen. Her har særlig blender og food processor været til stor nytte, da jeg var tryg ved at lade ham putte ingredienser ned i maskinerne og trykke på start helt fra begyndelsen. Jeg slukker oftest for strømmen på væggen, indtil vi har fået dem fyldt godt op og sat låg på. Så tænder jeg igen, og så tager Tipo over med at få maskinerne i gang. Han elsker det. Prøv for eksempel at lave Tipos egen opskrift på Peanutbutterbars. Husk at mærke efter, hvad du som forældre er tryg ved og start så der. Er du blot tryg ved en skål og ske til dit barn, så er det et rigtig godt sted at starte.

Vi har også tidligere, da han var noget yngre, haft stor succes med at lade ham røre kagedej med træske eller piskeris i en skål på gulvet – og lade ham spise resterne med ske bagefter. Prøv for eksempel skipper skræk muffins eller melfri muffins. Det der med at få lov til at smage løbende på den mad man laver, er for Tipo helt fantastisk. Jeg nyder også at se, hvordan det udvikler hans smagssans, da han langt heller vil smage på nye ting, hvis han selv laver dem – både løbende under madlavningen og når vi sætter os sammen og spiser det færdige resultat.

Tipo på knap 1 år spiser rester fra melfri muffins med ske.

Sidenhen har jeg givet mere slip og fundet ud af, at han har stor respekt for varme ting. “Den er varm” var en af de allerførste sætninger han kunne sige. Fortæller vi ham, at noget er varm, passer han altid ekstra godt på (og bakker ofte flere meter tilbage). Derfor har jeg også været tryg ved at lade ham røre i gryder og vende pandekager på panden. Vi har gaskomfur, hvilket lige intensiverer risici ved projektet. Men der er aldrig sket noget alvorligt, og jeg står altid tæt på ham. Til gengæld kan han nu helt selv styre en gryde, så maden ikke brænder på, og han nyder at stå der og røre rundt – hvilket er ret praktisk når man f.eks. skal lave risengrød og ikke selv gider at stå og røre hele tiden. Så deles vi om opgaven, og det bliver hyggeligt. Dertil lader vi også resultatet blive, som han ønsker det. Så når han står for pandekagerne, bliver de langtfra ensartet eller runde. Men der gør jo ingenting, da de stadig smager brandgodt!

Nu, hvor han er fyldt 2 år, beder han dagligt om hjælp til at lave mad og fortæller også glædeligt selv, om han har lyst til at lave muffins, pandekager, smoothie, havregrød etc. Han elsker at udforske mad og konsistenser, og det virker ikke til at være en passion, som forsvinder lige foreløbig. Den hænger selvfølgelig også utvivlsomt sammen med min store passion for mad og min madglæde. Det smitter. Køkkenet er hans foretrukne rum i vores lille lejlighed – bare det at få lov til at tage opvasken og lege med vand ved håndvasken (hvis ikke vi lige kan lave noget mad sammen) kan holde ham aktiveret utrolig længe. Jeg elskede også selv at være med i køkkenet som lille og bagte også bradepandekager til min familie helt selv fra jeg var omkring 7-8 år gammel. Så det er bestemt ikke noget han har fra fremmede – og det er helt fantastisk at kunne dele en af mine store passioner med mit barn og genkende hans glæde ved madlavningen i mig selv, da jeg var barn.

Jeg håber, at billederne og mine små fortællinger kan være med til at inspirere og få børn med i køkkenet. Det er både hyggeligt og lærerigt for os, at vi sammen laver den mad, som vi spiser. Det er vigtigt for børn såvel som voksne at have et afslappet og naturligt forhold til mad og madlavning, hvilket jeg mener, at dette kan bidrage til. Tak fordi i ville med os en tur i køkkenet. Rigtig god fornøjelse og lad mig endelig høre om jeres oplevelser i køkkenet også.

FØLG MIG PÅ FACEBOOK OG INSTAGRAM OG FÅ ENDNU MERE INSPIRATION TIL EN SUND, NATURLIG OG BÆREDYGTIG LIVSSTIL MED BØRN.